Kognitiv terapi

Kognitiv Terapi

- på et budhistisk psykologisk grundlag

 
Årsager til at gå i terapi – (og til psykologisk selv-forbedring generelt):

En almindelig grund til at gå til terapi er en følelse af, at vi har svært ved at give slip på os selv: Vi er kreativt eller følelsesmæssigt blokerede, vi har svært ved at falde i søvn eller ved at få tilfredsstilende sex, eller vi føler os isolerede eller fremmedgjorte. Ofte er vi bange for at falde fra hinanden, men problemet er, at vi ikke har lært, hvordan vi slipper selvkontrollen. Det traditionelle syn på terapi som en opbygning af selvet tager slet ikke hensyn til det, som vi faktisk søger gennem den terapeutiske proces. Vi søger en vej til at føle os mere ægte, mere i harmoni, mere lykkelige - men vi indser oftest ikke, at vi for at føle os mere ægte er nødt til at skubbe os selv længere ud i det ukendte.

Om at finde lykken - historie i den zen-buddhistiske tradition

En vidende og ivrig universitetslektor kommer til en gammel zenmester for at lære. Zenmesteren tilbyder ham te, og da manden siger takker ja, hælder han te i koppen, til den flyder over. Selv om gæsten høfligt udtrykker sin fortørnelse over at koppen flyder over, fortsætter zenmesteren med at hælde.

”Et sind, der allerede er fyldt, kan ikke modtage noget nyt,” forklarer zenmesteren. ”Ligesom koppen er du fuld af holdninger og forudfattede meninger .”

Han lærer sin discipel at for at finde lykken, må han lære at tømme sin kop først.

Som disicplen i historien er vi i vesten opfostret med en forståelse af sindet, som adskiller sig væsentligt fra den buddhistiske. 
Vi er hjemsøgt af en slags psykologisk materialisme, hvor vi primært er optaget af at fylde os selv op: Selv-udvikling, selv-værd, selv-tillid, selv-udfoldelse og selv-kontrol er nogle af de mest efterspurgte egenskaber. Men buddhismen lærer os, at lykke ikke kommer af nogen form for tilegnelse, hverken materialistisk eller psykologisk.
Lykke kommer igennem at lære at give slip.

Således har buddhismen altid gjort individets evne til at løsne sine grænser til det centrale i sin lære. Den erkender at de centrale temaer i vores liv, fra at forelske sig til at stå overfor døden, kræver en evne til overgivelse, som ofte slipper fra os.

Gennem sin analyse af barndommen har den vestlige psykoterapi været tilbøjelig til at dreje os i en reflekterende retning, til at søge efter årsagerne til at vi er ulykkelige, i et forsøg på at bryde fri af fortidens traumer. Men alt for ofte udarter det til, at vi finde nogen, der kan pålægges skylden for, at vi lider.
For at få succes med at finde den lykke vi søger, har vi dog mere brug for at give slip på fortiden - være i nuet - og der lære at balancere jeg´ets behov for at handle med vores iboende evne til blot "at være".

At lade selvet kollapse

Fuldstændiggørelse kommer altså ikke af at tilføre os selv et nyt element, men ved at opgive vores ideer om perfektion.
Hvor psykoterapi har en lang tradition for at stimulere udviklingen af en stærk selvfølelse, har buddhismen en endnu længere tradition for at undervise i værdien af at lade selvet kollapse.
Det ugennemtrængelige, adskilte og individualiserede selv ses i buddhismen snarere som problemet end som løsningen.